KMKNF nu

Er du til smuk natur og røde bøffer –
Så er et medlemskab af Kasted Mose Natur- og kogræsserforening
sikkert noget for dig?!
Som andelshaver bliver du medlem af en forening med omkring 50
medlemmer, som i fællesskab prøver kræfter med husdyrhold på
hobbyplan. Vi har i 15 år haft vores dyr i Kasted Mose, men er til
2022 sæson flyttet lidt udenfor Kasted til et areal langs Egåen ved
Nymølle med høj naturværdi, Formålet er naturpleje af de botanisk
værdifulde kær, enge og overdrev, med eget kødkvæg, der lever et
naturligt liv under åben himmel.
I løbet af foråret sætter vi en flok økologisk certificerede Galloway-kreaturer
på græs, og hen på efteråret slagtes de og fordeles mellem andelshaverne,
som henholdsvis ottendedele (netto slagtevægt 20-30 kg)
eller kvarte (40-50 kg). Du betaler á conto 1900 kr. for en ottendedel
eller 3800 kr. for en kvart, og efter en prisudligning ender kilopris
– og altså din reelle udgift – på typisk ca. 55-65 kr./kg.
Forventet overskud modregnes næste års indbetaling
eller udbetales ved ophør af medlemskab.
Som medlem forpligter du dig til 3-5 tilsynsvagter over en hel sæson,
samt 1 deltagelse i en fælles arbejdsdag (typisk 3 timer), hvor der
slås græs under hegnet. Endvidere afholder vi 1-3 arrangement med
fokus på områdets natur og dyreliv. Med andre ord er der ikke noget
surt arbejde, men derimod masser af frisk luft, fællesskab og store
naturoplevelser, og til sidst en velsmagende belønning for det hele…!